|
|
5.3-2013
En hilsen fra en tidligere hvalpe køber, hvor man må sige ordsproget "Hunden er menneskets bedste ven"
har en helt speciel betydning.....
"Hej Michael
Jeg vil gerne fortælle dig, at hunden jeg fik fra dig i år 2000 ikke er mere.
Samtidig skal du vide, at den er det mest fantastiske der nogensinde er hændt mig og det siger ikke så lidt, da jeg næsten har været i alle verdensdele og både i nord og syd, med slædehunde og drevet jagt på både isbjørne, moskusokser og pingviner, selvfølgelig alt med tilladelser.
Jeg kaldte hunden Coustau, fordi han havde svømmehud mellem tæerne og jeg både dykker og sejler selv.
I de tretten år vi var sammen, så godt som hver eneste dag, har han løst enhver stillet opgave til min tilfredshed og har været brugt til alt hvad jeg har deltaget i.
Når vi gik på jagt, deltog han i jagten og apporterede. Han kunne også lægges dæk, modsat jagten og selv drive. Han indhentede også et anskudt dyr og lagde det ned, indtil jægeren kunne forende det. Og han kunne gå på schweis.
Det hændte, at han inviteredes på jagt uden mig og jeg fik meget ros for ham.
Men jeg brugte ham jo ikke kun til jagt. Jeg vandrer og han deltager i arbejdet med at bære bagage.
Der er syet en sele til ham, af samme mand, som har syet seler til Siriuspatruljens hundeslæder og båret bagage og har fulgt dyrlægen Billes opskrifter.
Så det var ligemeget, om jeg vandrede i norske bjerge eller franske alper, så ikke alene bar han bagage, men fandt altid den vej vi skulle gå, for at finde frem, når vi havde mistet stien.
Men jeg har jo også løbet 5 maraton og han var en fast bestanddel af træning op til og jeg skulle virkelig flytte benene, dersom han trak mig den første km indefor 3 minutter. Så derfor har seletøjet haft mange funktioner.
En dag hvor vi ude på den lange tur, førend maraton, på 28 km, mødte vi en lille pige, som gik og græd ude i Marbæk Plantage nord for Esbjerg. Da jeg spurgte hende, hvad der var galt, svarede hun, at hun havde tabt sin mobil og det var hendes mors. Og hun skulle på lejerskole næste dag. Så bad jeg Coustau om at lugte til hende og kommanderede søg. 5 minutter senere foretog han et rejehop, med begge forpoter ned på mobilen og pigen blev rigtig glad og takkede mange gange. Og sådan var han.
En dag vi løb ned fra Skamlingsbanken i regnvejr mod Kolding Fjord og når jeg var ved at snuble i det lerede underlag, kom han af sig selv ind og støttede mine knæ, så jeg ikke faldt.
En anden gang, hvor vi var klatret op på Frankrigs højeste bjerg og havde efterladt vor bagage lidt længere nede og kun taget kaffen med resten af vejen, kunne jeg ikke finde bagagen på nedvejen og sendte hunden. Fem sekunder senere havde han den. Og da jeg skulle tage min rygsæk, lavede han et kast med hoften, hvorefter min bagage raslede nedad og jeg kunne gå og samle op, mens han tydeligvis sad med et stort smil og nød udsigten.
Sådan kunne han vise sin humoristiske side.
Dersom jeg manglede en tennisbold, gik vi bare hen til en tennisbane og så havde vi en spandfuld i løbet af en halv time og trænede vi et sted, hvor man havde brugt tennisbolde, kom han altid med en mere end der var kastet ud, en, som ikke var fundet dagen forinden.
I hjemmet var han eksemplarisk. Dersom han fik et tæppe, skulle man blot sige hen på tæppet og så lå han der.
Børnevenlig i en grad, at mine voksne sønner efterfølgende nu også alle har anskaffet sig hund til deres børnebørn.
En gang min søns hund var blevet borte på Dybbøl Banke, sendte jeg bare Coustau - og en halv time senere kom han hjem med ham.
Og en rigtig vandhund var han sommer og vinter og alle blev trætte førend ham, med at lege.
Men han var Alpha Han. I alle årene fastholdt han retten til at bestemme, når legen var slut og det havde han bestemte måder at vise på. Han blev aldrig i tvivl om, at alt mellem Bergen og Middelhavet, tilhørte ham - og denne ret beholdt han til sin død.
Og vi havde et gensidig tillidsforhold, som oversteg alt.
Engang blev vi overfaldet af to store hunde, som en dame forgæves søgte at holde tilbage, men hun blev bare slæbt hen over græsset. Så gik jeg imellem ved, at tage Coustau bag mig og sparke luften ud af lungerne på de to hunde og ingen led skade.
Selv når han var ude i den stærkeste strøm for at apportere, vidste han, at dersom han ikke kunne komme ind, på grund af strøm eller stærk tidevand, da ville jeg altid hente ham, sommer eller vinter. Så tilliden var gensidig.
Først nu her blev han syg for første gang og milten var kommet over i modsat side og han blev opereret. Ti at begynde med gik det også godt, men han havde svært ved at optage næring. Og en dag da vi var ude at gå og han ikke kunne gå længere og jeg bar ham, mistede han bevidstheden og alle mine genoplivningsforsøg var forgæves. Han døde i min entre.
Og han var end ikke gråskægget og dersom han ikke var blevet syg, kunne han have holdt 5 år endnu. Havde vi været ude at løbe og vi til sidst havde konkurrencen om, hvem der kom først hjem, tabte jeg hver gang.
Jeg fortæller dig alt dette - og jeg kunne blive ved længe endnu for at fortælle dig hvor fantastisk en hund du har avlet. Så vidt jeg husker, har hans søster ryddet stadion i Silkeborg for bomber, i forbindelse med dronningens besøg til DGI-stævne.
Dengang jeg skulle vælge, valgte jeg den Politiet fik, men så tog jeg den med de største poter - eller også var det den der valgte mig - og det blev Coustau.
Og gud hvor jeg savner ham.
Lagde jeg mig lidt på sofaen eller sad i en lænestol og var lidt ked af det, kom han og lagde sit hovede på mit bryst og så mig i øjnene. Om aftenen kunne han lægge sig ved sofaen og rakte poten i vejret, for så skulle der holdes hånd.
Havde nogen lagt noget i postkassen, var det ham der fortalte både hvad og fra hvem.
Jeg har aldrig oplevet noget lignende og mine børnebørn har malet mange malerier af ham.
Efter et par dage i sin hundekurv, begravede jeg ham i skoven, der hvor jeg samler svampe.
Jeg synes du skulle have al den ros for det avlsarbejde du har lavet og skal jeg have en hund igen, en formel 1, kommer jeg til dig.
Tusind tak, for den store del af mit liv, som hunden du har avlet, har været af mit liv.
Med venlig hilsen
Jens Erik Lehmann-Poulsen"
|